Hvad er psykoterapi?

Når jeg bliver stillet dette spørgsmål, plejer jeg at sammenligne det med fysioterapi. Hvis du har ondt et sted i kroppen kan man opsøge en fysioterapeut, som kan anbefale én nogle øvelser, som man selv kan arbejde videre med og dermed styrke kroppen. På samme måde kan du, hvis du har "ondt" i psyken, sammen med en psykoterapeut finde de øvelser/redskaber, der kan styrke dit selvværd, øge din bevidsthed og finde ind til dig selv. Det betyder altså, at man skal være klar til at arbejde med sig selv. 

Derfor er tiden mellem sessionerne lige så vigtig som selve mødet med terapeuten. 

 

Hvordan foregår en terapission?

Jeg har terapilokale hjemme hos mig selv på vores nedlagte landejendom i Rind syd for Herning. 

Første gang vi mødes, bruger jeg tiden på at lære dig at kende, og vi får sammen afdækket dine problemstillinger. Og måske når vi også at arbejde lidt med nogle af dem.

I starten arbejder vi med "toppen af isbjerget" og efterhånden kan vi komme dybere ned i dine udfordringer. 

Man kan ikke på forhånd sige, hvor mange gange der skal til. Men lige som eksemplet med fysioterapeuten så gælder det også her, at jo længere man har gået med sit problem jo længere tid skal man også forvente det tager at få helet.  

En session tager mellem 75 og 90 min.